Jeg bliver kontaktet af kommunen, da de er blevet opmærksomme på at de har en borger, af serbisk oprindelse, som er diagnostiseret PTSD (post traumatisk stress syndrom).
Den pågældende borger, sidder i sit hjem og er angst for at forlade lejligheden. 
Borgeren har intet netværk, og er ikke i kontakt med hjemmeplejen eller andre foranstaltninger fra kommunen.
Jeg modtager sagen om borgeren og tager herefter personlig kontakt til denne.

I starten er det meget angstprovokerende for borgeren at lukke op for mig, men efter mange samtaler gennem døren, er borgeren nu klar til at lukke mig ind. 
I opstartsfasen, lytter jeg mest til de udfordringer der fylder i hverdagen. 
Efter et stykke tid, tages kontakt til sagsbehandleren og der følges op på handleplanen og mål for fremtiden.
Det er vigtigt hele tiden at have borgeren med i processen, så pågældende ikke oplever at blive tilskuer til sit eget liv.
Efter at have arbejdet med borgeren, er vi sammen kommet så langt i processen og med målene, at det er muligt for borgeren, at gå ned på gaden, handle ind og en gang om ugen, at benytte i det lokale træningscenter.